KursusPLUS (F24)

27-03-2024 16:00 til 31-03-2024 17:00

For lidt over 50 år siden oprettede FDF Silkeborg Højskole til alle unge i Danmark. Højskolen vil gerne give noget tilbage, og derfor er KursusPLUS opstået som en gave til alle unge ledere i FDF.

KursusPLUS blander det bedste fra FDF og højskole. Silkeborg Højskole har dannelse, højt til loftet, plads til fordybelse og nogle fantastiske rammer og naturskønne omgivelser. FDF har et stærkt fællesskab, nysgerrighed, leg og en evne til at give blivende oplevelser til børn og unge. Det er, hvad du kan forvente at få ud af en tur på KursusPLUS.

En blank tavle. Kurset er stadig nyt for både deltagere og medarbejdere. Vi har planlagt et godt program med tid til fordybelse og vægt på godt samvær. Vi har sat rammerne, men det er deltagernes opgave at fylde dem ud og skabe det indhold og de traditioner, som fremover skal kendetegne kurset. Vi håber derfor, at så mange som muligt vil gribe muligheden for at skabe noget nyt i FDF.

Fællesskabet er vigtigt på KursusPLUS. Målet med kurset er at skabe et netværk for unge ledere, som man kan kontakte, når man har brug for hjælp og sparring i sit FDF-arbejde. Derfor dyrker vi fællesskabet på tværs af kredse og landsdele, og samtidig er der tid i programmet til at snakke med gamle og nye venner.

Værktøjer og erfaringer til FDF-arbejdet er et af hjørnestenene i kurset. Vi har samlet nogle af de mest erfarne og dygtigste instruktører i FDF inden for deres område. På kurset vil man få nogle helt konkrete aktiviteter og værktøjer med, som kan bruges i det daglige arbejde som leder i kredsen eller til afvikling af større arrangementer i forbundet. Undervisningen vil foregå gennem konkrete aktiviteter og øvelser, som følges op på og reflekteres over, så deltagerne kan bruge det i deres egen sammenhæng.

Er du i tvivl om KursusPLUS er noget for dig, så er du velkommen til at følge det på sociale medier, hvor der løbende vil blive lagt materiale op om, hvad du kan forvente. Du er også altid velkommen til at kontakte kursusledere Simon Svir & Thomas Hundebøll eller nogle af instruktørerne med spørgsmål.

Programmet på kurset består af både tid i grupper og fællestid for alle. Vi begynder dagen sammen og herefter vil man typisk være i sine grupper indtil aftensmad. Om aftenen er der fællesprogram med vægt på det sociale. Der vil være lejrbålsunderholdning, spændende workshops, kæmpelege, men også mulighed for, at du kan sammensætte dit eget program.

Vi håber, du er blevet tændt på en ny lederuddannelse i FDF og inviterer nogle af dine venner med.

På vegne af hele medarbejdergruppen på KursusPLUS,

Kursusledelsen

Simon Svir og Thomas Hundebøll

 

Kursusledelsen
Simon Svir
Tlf.: 28450885
Mail: simonsvir@gmail.com

Thomas Hundebøll
Tlf.: 28454925
Mail: thomashundeboell@fdf.dk

      

Du finder kursusindbydelsen her.

 

Hjælp vedr. valg af betaler:
Faktura til: *kreds* bruges hvis kredsen betaler for dit kursus.
Betal nu (med betalingskort) bruges hvis du selv skal betale for dit kursus eller har en specifik aftale med kredsen om at lægge pengene ud.
Anden: bruges kun efter aftale med FDFs Forbundskontor.

 



Pris

Pris: 1.895,00
Rejseudgifter kompenseres med kr 0,97 per kilometer.

Pladser

Antal pladser: 100
Ledige pladser: 11

Hvor

Silkeborg Højskole
Platanvej 12
8600 Silkeborg

Hvornår

Fra 27-03-2024 16:00
Til 31-03-2024 17:00

Arrangør

Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund, FDF
33136888
FDF@FDF.dk